Ruten Post Danmark Rundt 2014

Den 24. udgave af Post Danmark Rundt byder som altid på en blanding af større og mindre veje, hvor der på de små veje traditionelt venter et flot og spændende cykelløb. 

Løbet skydes i gang i Hobro, og 1. etape bringer rytterne i en stor cirkel, med uret rundt om Mariager Fjord med bl.a. Rebild Bakker og kyststrækningen ved Øster Hurup inden en hård afslutning  i Mariager by med Sødisbakken tre gange i finalen. 

2. etape går fra Skive til Aarhus. Det er løbets længste og byder bl.a. på Dollerup Bakker og Pøt Mølle inden den meget kuperede afslutning ind mod Aarhus. Opløb på Strandvejen i Aarhus.

3. etape er kongeetapen fra Skanderborg til Vejle. Der er et utal af stigninger og små veje hele vejen over Silkeborg og ned mod Vejle. Rundstrækningen i Vejle med 19 pct. stigningen på Kiddesvej skaber år efter år afgørende udskilning.  

4. etape køres lørdag formiddag fra Nyborg til Odense. En kort etape med mange småveje undervejs. Opløbet på Sejerskovvej har budt på fantastiske sprinteropgør gennem årene.

5. etape er en 15 km enkeltstart med start og mål i centrum af Middelfart. Ruten byder på to gode stigninger plus den lange seje bakke på Brovejen, så intet er afgjort før denne enkeltstart. 

6. og sidste etape går fra Kalundborg til Frederiksberg, og byder på masser af småveje og spændende udfordringer i det midtsjællandske, inden den traditionsrige afslutning med 10 afsluttende omgange med opløb på Frederiksberg Allé.

Der afsluttes alle dage med tre små omgange i opløbsbyen. På sidste etape på Frederiksberg køres dog ti omgange.

Mariager er på rutekortet for første gang, mens Hobro, Skive, Aarhus, Skanderborg, Vejle, Nyborg, Odense, Middelfart, Kalundborg og Frederiksberg alle har været på rutekortet to eller flere gange.

Post Danmark Rundt 2014:

1. etape, 6. august: Hobro-Mariager, 155 km
2. etape, 7. august: Skive-Aarhus, 195 km
3. etape, 8. august: Skanderborg-Vejle (Kiddesvej), 175 km
4. etape, 9. august: Nyborg-Odense, 100 km
5. etape, 9. august: enkeltstart Middelfart, 15 km
6. etape, 10. august: Kalundborg-Frederiksberg (København), 175 km

Post Danmark Rundt 2014: Samlet distance 815 km.

Se også samlet etapeoversigt.

DCU

Danmarks Cykle Union (DCU) - Idrættens Hus - DK-2605 Brøndby - Tlf. +45 4326 2802 - E-mail: dcu@dcu-cykling.dk

eDanes Websolutions