Pressemeddelelse
Den 21. juli 2009
Danskerne inviteres til snigpremiere på fremtidens digitale signatur NemID er den nye digitale signatur, der introduceres bredt i løbet af 2010. Men allerede under cykelløbet Post Danmark Rundt kan danskerne selv se og prøve NemID i målområderne, hvor der også vil være mulighed for at vinde flotte præmier.
Der er lagt op til folkefest i de byer, som får besøg af årets Post Danmark Rundt-karavane. Men der venter også andre interessante oplevelser end de rent cykelsportslige for de mennesker, der indfinder sig i målområderne i henholdsvis Rebild, Århus, Vejle, Køge, Roskilde og på Frederiksberg. For eksempel bliver der mulighed for at se og prøve den nye, digitale signatur ’NemID’, der bliver et fælles log-in til alle de opgaver, danskerne løser på nettet:
”Næste år bliver livet nemmere for alle os, der bruger nettet til for eksempel bankforretninger og kontakt med det offentlige. Fremover skal man nemlig kun kende én log-in-løsning i form af NemID, og dermed er det slut med at skulle huske på en masse forskellige koder,” siger kommunikationschef Jette Knudsen fra DanID. Hun tilføjer:
”Selvom der stadig går nogle måneder, førend NemID er allemandseje, har vi valgt at gøre opmærksom på løsningen ved at sponsorere bakketrøjen i årets Post Danmark Rundt. Derfor har vi en stand i de respektive målområder, hvor man kan prøve NemID og samtidig deltage i konkurrencen om spændende præmier.”
NemID adskiller sig fra den eksisterende digitale signatur på flere områder. For det første kan man benytte NemID fra alle computere verden over med internetadgang. For det andet er sikkerheden øget, idet man får et fysisk 'nøglekort' med engangskoder – såkaldte nøgler – som supplement til det traditionelle brugernavn og adgangskode. Og endelig er NemID en lettelse i
hverdagen, fordi det samme log-in kan bruges til mange forskellige formål. Hvordan det virker i praksis, kan man få svar på ved at besøge NemIDs stand eller ved at gå ind på www.nemid.nu.
Hver dag under Post Danmark Rundt uddeles der præmier i form af en cykelhjelm og cykeltrøjer blandt dem, der har prøvet NemID enten på standen eller på www.nemid.nu, og samtidig er man med i puljen om at vinde hovedpræmien på 10.000 kr., som uddeles umiddelbart efter hele Post Danmark Rundt er afsluttet.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst
Kommunikationschef Jette Knudsen, DanID A/S, T +45 29 48 78 75
Om DanID
Selskabet DanID A/S står bag udviklingen af NemID. DanID A/S leverer og driver en sikker digital signatur, som danskerne kan stole på og bruge overalt, uanset om det er adgang til netbank, til det offentlige eller til private hjemmesider, der kræver et sikkert og enkel log-in. Allerede nu sørger DanID A/S for at videreføre den eksisterende Digitale Signatur, som mange danskere bruger i dag. DanID A/S er et selskab i PBS-koncernen.