Post Danmark Rundt blev første gang afviklet i 1985 med Københavns Vinterbane som arrangør. Løbet blev kørt hvert år frem til 1988, hvorefter det holdt syv års pause.
I 1995 besluttede DCU og Post Danmark at genoplive arrangementet. Lige fra første etape, med start i Esbjerg, blev det en stor publikumssucces. I de gyldne "Riis-dage" – frem til 1997 - fulgte mere end 1 million tilskuere med i løbet ude ved vejkanterne, og næsten lige så mange fulgte løbet hver aften på tv.
Med årene har publikumsinteressen fundet sit naturlige leje med ½ million tilskuere langs ruten og hen over ugen følger over halvdelen af befolkningen løbet i medierne; tv, radio, aviser eller på internettet. Dermed orienterer mere end tre millioner mennesker sig om cykelløbet.
Ingen anden sportsbegivenhed i Danmark kan mønstre en sådan interesse. Post Danmark Rundt involverer hele landet og har udviklet sig til en markant international sportsbegivenhed; verdens bedste cykelhold stiller til start med en række store stjerner, tidligere verdensmestre, nationale mestre og topryttere.
I 2009 køres løbet for 19. gang. Det er placeret i UCI´s kategori-system, som et 2.HC-løb. Det har et kontantbudget på 4.500.000 kr., hvortil kan lægges et ikke helt definerbart beløb, der udgør værdien af de "gratis-ydelser", løbet får fra kommuner, sponsorer og samarbejdspartnere. Løbets præmiesum er 580.000 kr.
Løbet arrangeres af Danmarks Cykle Union (DCU), og henvendelser vedr. ruten og løbets afvikling i øvrigt skal rettes til:
DCU
Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Telefon 43 26 28 02
Cykelløbets hovedsponsor er:
Post Danmark A/S
Tietgensgade 37
1566 København V
Telefon 80 20 70 30